Så blev det endelig klart, at politikerne i Norddjurs valgte borgernes trivsel frem for at tilgodese udefrakommende lykkeridderes forretningsinteresser og grådighed kan man vel godt sige. Ja, det her drejer sig om et slutteligt massivt nej tak til 12 stk. 180 meter høje vindmøller i Hollandsbjerg.
Der skal lyde en stor tak – først og fremmest til De Konservative, Dansk Folkeparti og Enhedslisten, der uden tøven kunne se, at dette kunne man ikke byde uskyldige borgere. Men alene kunne disse små partier ikke have forhindret
det. Den afgørende årsag kom denne gang fra en lidt uventet kant – Niels Basballe (S), der har virket forstående overfor de problemer nuværende vindmøllenaboer andre steder i landet så skræmmende beretter om.
Niels Basballe har denne gang vist mod til ikke blot at stille sig skeptisk overfor Vattenfals lokkende sælger, men har også vist mod til at gå imod den tidligere socialdemokratiske parole, en modstand der historisk set kan føre til udstødelse.
Men der kan være en anden grund til denne uventede hjælp fra Niels Basballe. Hvis dette virkelig drejer sig om at opnå mest vindmølleenergi i projektet – vil disse vindmøller producerer 50% mere energi og endda mere vedvarende, hvis de opstilles på havet – og det vil være en beslutning som samtidig vil aflaste et anspændt forhold mellem socialdemokratiet og de i forvejen hårdt prøvede Norddjurs-borgere.
En skuffelse har det dog være at høre SF’s nye medlem af Kommunalbestyrelsen Alexander Myrhøj, som i andre sager har vist ihærdigt talent, men i denne sag så et behov for at polere sin profil som den grønneste dreng i klassen og schame alle andre partier som tillod sig at vurdere og beslutte ud fra borgernes interesser.
Men endnu engang tak til den del af Kommunalbestyrelsen som valgte borgernes tarv og ikke lod sig lokke til at efterlade tilfældige borgere i yderområderne, for at polere en grøn profil der mest ligner symbolsk politik og selvforherligelse. For mange vil disse nye politiske vinde vise tegn på sund fornuft og en ærlig interesse for at genskabe tillid og derfor skal det påskønnes når vi ser det.
Med venlig hilsen
Poul Bjarne Andersen