Pia Bjerregaard og Helle Plougmann har i kølvandet på gårsdagens kommunalbestyrelsesmøde meldt sig ud af den socialdemokratiske byrådsgruppe
Pia Bjerregaard og Helle Plougmann har fra dags dato valgt at melde sig ud af den socialdemokratiske byrådsgruppe for at blive løsgængere i Norddjurs Kommunalbestyrelse.
En beslutning de to har truffet i kølvandet på tirsdagens kommunalbestyrelsesmøde, hvor et flertal besluttede at give de tre repræsentanter fra kommunalbestyrelsen i Grenaa Havns bestyrelse: Jan Petersen (S), Hans Husum (V) og Inger K. Andersen (DF) mandat til at give et nik til det vindmølleprojekt med tre testmøller som er i støbeskeen ud for Grenaa Havn.
Det er staten, der er myndighed i sagen, og ikke Norddjurs Kommunalbestyrelse, men af indlysende årsager vil et vindmølleprojekt af dette format ikke have nogen gang på jord uden lokalpolitisk opbakning i Norddjurs.
“Det afgørende er sagerne omkring vindmøllerne. Vi har i mange år – specielt Pia Bjerregaard i cirka 14-15 år været modstander af vindmøller, både på land og i såkaldte kystnære områder – vindmøller, der er tæt på. Vi kan ikke mere se os selv i den socialdemokratiske gruppe, og kan derfor ikke støtte den planlagte vindmølleplan, med mindre møllerne kommer længere ud på vandet,” skriver Pia Bjerregaard og Helle Plougmann i en netop udsendt pressemeddelelse.
Ved gårsdagens kommunalbestyrelsesmøde var begge tavse under debatten og stemte begge ja til det ønskede mandat sammen med resten af S-gruppen.
“Der har i den sidste tid været mange hårde debatter omkring vindmøller på land og nu på vand – meget tæt på land. Vor modstand mod vindmøller drejer sig om menneskers liv og helbred. Vi kan derfor ikke gå imod vor egen overbevisning. Den socialdemokratiske gruppe bakker fuldt op om møllerne på Grenaa Havn, og det er vi uenige i,” hedder det videre i pressemeddelelsen fra de to løsgængere.
“I de seneste debatter om kæmpevindmøller på land, følte vi, at de berørte borgere var magtesløse, og vi er blandt andet valgt til at tale for kommunens borgere – specielt for den svage part, – men også de borgere der råber op, og de, der ikke kan. Derfor er vi folkevalgte og er fortsat klar til at hjælpe den svage part,” skriver Pia Bjerregaard og Helle Plougmann.
Begge understreger, at de fortsat håber på et godt samarbejde med borgmesteren og den socialdemokratiske byrådsgruppe.