Debat Norddjurs: Vindmølledebat – Respekter sandheden, del 1

AF HENRIETTE VENDELBO, SORVADVEJ 11, 8961 ALLINGÅBRO:

“Jens Meilvang (LA), formand for Miljø- og teknikudvalget, er inhabil i forbindelse med to af de tre igangværende vindmølleprojekter i Norddjurs Kommune.

Jens Meilvang er inhabil ved behandlingen af sagerne om vindmøller i Hevring Ådal og Ålsrode, da han er nært beslægtet med projektmageren på vindmølleprojekterne. Det er Jens Meilvangs svigerfar Erling Salling Olesen, der er projektmager via hans firma Ecopartner. Endvidere har Jens Meilvang og hans hustru anskaffet anparter i Vindmølleprojektet i Hevring Ådal.

I et læserbrev her i Lokalavisen den 26. marts 2015 bad Jens Meilvang unavngivne modstandere af vindmølleprojektet i Hevring Ådal om at respektere, at han ikke deltager i debatten. Og at Jens Meilvang ikke ønsker at deltage i vindmølle-debatten, har jeg da fuld forståelse for. Jeg må acceptere Meilvangs beslutning, – men han nyder ikke min respekt for den.

Læs også: Debat Norddjurs: Vindmøller – respektér venligst, at jeg ikke deltager i debatten

Det skal lige sige, at skulle Jens Meilvang få lyst til at deltage i debatten, så er det faktisk noget af det eneste han må som inhabil. Således står der i KL’s vejledning:

Selvom man skulle blive erklæret inhabil, må man stadig udtale sig om sagen – også i pressen – men man må ikke deltage i sagens behandling i kommunalbestyrelsen.

Jens Meilvang skrev ligeledes i sit læserbrev, at han ikke ønsker falske rygter i omløb om hans habilitet, og han bad modstanderne stoppe med at benytte hans navn og titel i diverse debatindlæg.

Personligt kunne jeg ikke finde på at sætte falske rygter i omløb. Til gengæld vil jeg så sandelig ikke afholde mig fra at skrive nogle sandheder, – også selvom de indeholder Jens Meilvangs navn og titel. Således vil mit næste læserbrev omhandle udvælgelsen af vindmølleområder i Norddjurs Kommune.”