Sådan lød budskabet i TV2OJ torsdag aften den 17. december 2015.
Historien bekræfter, at vi har indrettet os, så vi har alt for meget vindstrøm når det blæser, og alt for lidt strøm generelt når det ikke blæser. Historien om opstilling af flere kæmpevindmøller, til stor gene for de borgere der tvinges til at bo i nærheden, har fået endnu en helt uforståelig dimension.
Mens borgerne i Norddjurs og mange andre steder i landet kæmper for deres fortsatte liv og trivsel på landet, lyder meldingerne nu til vindmølleejerne, at jo mere du stopper din vindmølle, jo flere penge kan du tjene. Grunden er, at der nu er så meget overflødig vindstrøm, at Tyskland vil betale danskerne for at stoppe deres vindmøller, så de tyske vindmølleejere kan slippe af med deres vindstrøm.
Det er en ordning som 500 danske vindmølleejere har tilsluttet sig, og som styres af EnergiNet Danmark. På blot 1 år har Kenneth Lund’s vindmølle været stoppet over 150 gange når det blæser, og disse stop har givet ham en ekstraindtægt på over 100.000 kr. I 2016 forventer han at dette beløb vil stige til det dobbelte grundet den fortsatte udbygning af vindkraften med kæmpevindmøller. Kennet Lund forstår ikke selv det fornuftige i dette, men når nogen vil betale os for at sætte vore møller i stå, ja, så er vi da villige til det. Når vi kan tjene mere på at lade møllerne stå stille gør vi det, selvom det virker lidt fjollet, som Kenneth Lund udtrykker det.
Et paradoks som ikke giver nogen samfunds mening, men som bekræfter, at argumentet om fortsat at opstille flere kæmpevindmøller af hensyn til miljøet, blot må være et alibi for at skaffe sig adgang til de mange tilskudspenge eller at politikere ikke ønsker at ændre en 5 år gammel holdning. Tænk hvad vi kunne udrette for CO2-reduktionen, hvis vore socialdemokratiske lokalpolitikere ville erkende virkeligheden og ikke blot fastholde en intern beslutning på viden der måske var rigtigt i år 2010.
Tænk hvilke bekymringer de små lokalsamfund i Norddjurs kunne undgå, hvis vore politikere ville lytte til den viden der findes i dag, og lade vore økonomiske ressourcer blive brugt aktivt til den grønne omstilling, og ikke til at opstille flere kæmpevindmøller der skal stoppes når det blæser. Tænk hvis vi kunne bruge borgernes penge til at investere i noget vi har brug for, og samtidig undgå at investere i noget der erfaringsmæssigt vil ødelægge livet for nogle af kommunens borgere.
Hvor stor skal dette paradoks være, før den næste kommunalpolitiker vil reagerer, så vi igen kan genkende tidligere tiders samfundslogik og genetablere tilliden til vore politikere.
Der må være nogen blandt vore dygtige socialdemokrater i Norddjurs kommunalbestyrelse der kan se, at vi skal en anden vej i denne grønne sags tjeneste – det fortjener både miljøet og borgerne.
Venlig hilsen /Borgere i Norddjurs – viden om kæmpevindmøller
/pba@kaempevindmoeller.dk