Politik til salg – så svære vilkår har demokratiet

Kommentar af pba/ Borgere i Norddjurs – viden om kæmpevindmøller.

Om Dansk dokumentar fra 2015, Sendt på TV2, 25. november 2015.

Denne udsendelse vedrørte ikke vindmøllelovgivningen, men er et eksempel på hvor skrøbelig vort demokrati er, når blot der er penge nok på spil. Via el-afgifter betaler vi borgere omkring 8000 millioner kr.  om året og de fleste af disse penge går til opsætning af endnu større vindmøller desværre også der hvor borgerne bor.
Lobbyisterne gør deres arbejde, som enhver anden advokat, jo dårligere sag, jo mere koster det, men ofte er prisen underordnet, da en positiv særbehandling af love kan være altafgørende for interesseorganisationer fx. vindmølleindustrien.

Udsendelsen giver en god forståelse af hvad politikere er oppe i mod og hvilket pres de skal modstå for at kalde sig demokrater. Den viser hvor effektiv propaganda virker når det bliver brugt professionelt  af stærke pengeinteresser.

Danmark er et af de få lande hvor der ingen regler er for brugen af lobbyister – vel allerede betænkeligt.
Når man har set hvordan lobbyisterne arbejder er det ikke svært at forestille sig forklaringen på, hvordan regler der skulle beskytte borgerne mod fx vindmøllestøj, pludselig bliver drejet til at beskytte vindmølleindustrien mod kritiske borgere der er imod store vindkraftværker tæt på deres bolig. En udsendelse der giver et billede af, hvordan lovgivningen bliver til og hvor svære vilkår demokratiet har. Vindmøllelovgivningen er måske det bedste eksempel på hvor galt det kan gå – det indrømmer flere politikere da også bl.a. tidligere Miljøminister Hans Christian Schmidt.

Hvis du har mulighed for det, kan du se udsendelsen på TV2 Play tryk her.


Intro-tekst til udsendelsen af TV2:

Kan man købe sig til lovgivning i Danmark? Hver dag bevæger lobbyister sig rundt på Christiansborg for at forsøge at påvirke politikerne. TV 2 har fået adgang til at følge en lobbyist, som er blevet købt til at prøve at ændre lovgivningen. Kom med helt tæt på, når han viser, hvilke metoder han bruger for at presse de danske politikere. Vil det lykkes ham og hans kunde at få lovgivningen igennem?
Politik til salg