Beredskabet mod kæmpevindmøller bevares i Norddjurs

Borgerne i Norddjurs har nu afværget 4 vindmølleprojekter – projekter der ville få afgørende negativ betydning for mange mennesker i de udlagte vindmølleområder. Vi værdsætter stadig de modige politikere, der til sidst var med til at afværge den skæbne som mange andre naboer til kæmpevindmøller har lidt. (se resultatet af afstemningen)

Lige nu føler mange borgere sig trygge, og lad os håbe dette kan fortsætte. Vi kan forvente, at der bliver fred til efter valget i november 2017, da politikere ikke ønsker at fremlægge uforståelige projekter op til et kommunalvalg. Ja, Norddjurs-borgerne har vist, at de vil kæmpe for retfærdighed og for deres familier.

Mange politikere har endnu ikke accepteret alvoren ved at placere disse kæmpe industrianlæg lige der hvor borgerne bor, eller har valgt at vende det blinde øje til.

Sammenslutningen “Borgere i Norddjurs Viden om kæmpevindmøller” har derfor valgt,at bevare beredskabet, hvis der igen bliver behov for at varetage borgernes beskyttelse mod kæmpevindmøller. Støt derfor fortsat op om dette beredskab. På forhånd tak.

Støt evt. Landsforeningen Naboer til kæmpevindmøller og lad os på landsplan få ændret lovgivningen, så de mange overgreb med kæmpevindmøller bliver stoppet med lov.

/PB Andersen